Det kan være uoverskueligt, at finde rundt i en node og forstå, hvad alle de forskellige ting gør godt for.
Derfor giver vi dig her de seks vigtigste elementer for at afmystificere alle systemerne, symbolerne og selve nodesproget.
Nodesystemet: systemet bag
Nodesystemet er hele baggrunden for nodelæsning. Systemet gør det muligt for os at forstå, hvilke toner der skal spilles, og hvordan melodien bevæger sig. Når du ser på noderne, vil du opdage, at de bevæger sig rundt på linjerne og mellemrummene.
Hver linje og mellemrum har hver deres egen tone.
Et nodesystem består af fem linjer og mellem dem fire mellemrum.
I nodesystemet finder man en nøgle, toneart og taktart.
Herudover finder man selvfølgelig noderne.
En node består af et nodehoved og som oftest en nodehals.
Noderne ligger enten på linjerne eller i mellemrummene i nodesystemet. Hvis noderne bevæger sig op eller ned, gør tonerne og melodien det også.
Hvis noderne ligger på samme linje eller mellemrum, er de alle på samme tone - også selvom noderne er af forskellige slags:
Her ser vi en fjerdedelsnode, to ottendedelsnoder og en halvnode, som alle ligger i andet mellemrum i nodesystem.
Selvom noderne ser forskellige ud, synger man den samme tone, a, på dem allesammen.
Grunden til deres forskellige udseende er rytmen: noderne varer ikke lige lang tid.
Nøgler
Som det første i nodesystemet møder vi en nøgle. Den fortæller os, hvordan noderne skal tolkes. Der er mange slags nøgler. De kan eksempelvis se sådan her ud:
De nøgler vi oftest støder på, er disse:
G-nøglen
Denne nøgle kaldes G-nøglen, da den snor sig rundt om den 2. nederste linje i systemet: tonen g.
F-nøglen
Denne nøgle kaldes F-nøglen, da den omkranser den 2. øverste linje i systemet, kaldet tonen f.
De to små prikker ligger også på hver sin side af f-linjen.
G-nøglen bruges til de lyse stemmer. Nøglehuls-c’et ligger langt nede i systemet, når vi bruger G-nøglen, og derfor er der masser af plads til at skrive lysere toner ind, uden at skulle bruge mange bi-linjer. G-nøglen kaldes derfor også diskantnøglen.
På samme måde bruges f-nøglen til de dybere toner, da nøglehuls-c’et ligger meget højt i systemet og der derfor er plads til at skrive dybe toner ind uden bi-linjer.
Disse to toner er de samme: De lyder og spilles ens, men er skrevet i hver deres nøgle. Da den anden tone er meget dyb, giver det bedst mening at skrive dem i F-nøglen for at undgå mange bi-linjer.
Toner
Toner er, hvad enhver melodi og musik består af. Tonerne finder vi på linjerne og mellem-rummene, som har forskellige tonenavne. Der er 12 forskellige toner, vores melodi kan være opbygget af. De 7, vi bruger mest er: a, h, c, d, e, f og g. Derfra starter rækkefølgen forfra:
På nogle sprog, bl.a. engelsk, kaldes h-tonen ofte for b. Erstat h med b og man får: a, b, c, d, e, f, g. Vi ved, at g-nøglen snor sig om tonen g (2. linje), og derfor kan vi herudfra tælle op eller ned med vores tonerække, for at finde navnet på en given tone.
Når vi synger og spiller har vi altid en grundtone. Det er her, harmonien hører hjemme og melodien både begynder og ender ofte på grundtonen. Grundtonen varierer ud fra hvilken toneart, man er i. Tonearten er angivet i begyndelsen af hvert nodesystem ved enten krydser (#) eller b'er (b).
Pauser
Et af de vigtigste elementer i musik er pauser (ja - det er det faktisk!).
Pauser skaber tid, rum, spænding og afspænding. Tænk bare på dit yndlings pop-nummer, der sikkert gør brug af pauser i et lækkert ‘break’.
Ligesom toner, kan pauser optræde i mange former - med forskellig længde, formål og udseende. Nogle gange finder man pauser blot i små vejrtrækningersmarkører og somme tider kan en pause være altoverskyggende, som f.eks. en generalpause, som gælder for alle.
Oftest bruger man pauser på samme måde som noder. Pauserne kan vare lige så lang tid som noder, hedde omkring det samme og sommetider også ligne noderne.
Her ses en sekstendedelsnode og en sekstendedelspause. De varer lige lang tid og ligner hinanden, da de begge har to faner. En halvnode og en halvnodepause ligner ikke hinanden ret meget, men varer også lige langt.
Rytmer
Rytmer driver musikken fremad, giver liv, spænding og fællesskab. Det er rytmerne, vi samles om i vores fælles puls.
Rytmer skabes af toners forskellige længder. Toner og pauser kan være både meget korte og meget lange, og derfor er det vigtigt, at kunne kende forskel på nodernes værdi, altså længde.
(for at læse mere om nodeværdier: se indlæggene nederst)
Tommelfingerregel: Jo tættere, noderne står, samt jo mere blæk, der skal bruges: jo hurtigere rytmer.
Eksempelvis er varer en helnode langt (fire slag). Den har hverken nodehals eller udfyldning.
Til sammenligning skal der hele seksten sekstendedelsnoder til for at fylde fire slag ud.
Taktart
Du har måske lagt mærke til den der mærkelige brøk, der altid står efter nøglen i en node.
Det er taktarten - musikkens ramme.
Nodelinjerne opdeles af vertikale taktstreger, som inddeler noden i firkanter. Disse kaldes takter og stregerne kaldes taktstreger.
Det er taktslagene, som rytmerne i musikken er bygget op omkring, og derfor er vigtigt at have en fælles puls, hvis man er flere, som spiller eller synger sammen.
Det er også taktslagenes puls, der udgør tempoet. Jo hurtigere tempo, jo hurtigere puls.
I taktarter tæller vi oftest på fjerdedelsnoder eller ottendedelsnoder.
Eksempelvis i taktarterne fire fjerdedele eller seks ottendedele
Det er det nederste tal, der bestemmer, hvad vi tæller på (nævneren). Det øverste tal fortæller os hvor mange, der er (tælleren).
Taktarter kan variere. Her er nogle eksempler på, hvordan de eksempelvis ser ud.
Den mest almindelige taktart i vestlig musik er 4/4, og derfor er denne taktart nogle gange udskiftet med et C
C’et står for Common Time og er det samme som 4/4.
Man kan også støde på et C med streg igennem. Så er det alla breve og her tæller man i stedet til 2. (for at læse mere om alla breve: se indlæggene nederst)
I musik skal en takt altid være fyldt efter taktartangivelsen. Man kan således ikke have en 4/4-takt, der kun indeholder tre fjerdedele.
Til gengæld kan man godt skifte taktart undervejs i et stykke musik.
Hver takt indeholder det antal slag, som er angivet i begyndelsen af stykket. I eksempelvis 4/4 tæller man derfor 1-2-3-4 og så forfra i hver ny takt, 1-2-3-4. Dette er musikkens puls.
Selvom pulsslagene varer lige lang tid, er de ikke lige tunge.
Det tungeste slag i takten er altid 1-slaget - uanset taktart. Det næsttungeste er (i en 4/4-taktart) 3-slaget. Det er blandt andet derfor, vi klapper på 2 og 4, når vi klapper med på sange, da det giver en bedre rytme og skubber musikken fremad, i stedet for at gøre den tungere.
Ekstra: Optakt
Sommetider begynder en melodi ikke på 1-slaget i en takt, men på et af de andre taktslag.
Så er det en optakt, og dem ser vi i begyndelsen af musikstykker og nogle gange også skjult undervejs. (for at læse mere om optakter: se indlæggene nederst)
Du har nu fået den vigtigste, grundlæggende viden indenfor noder og musikteori i form af disse 6 kategorier: Nodesystemet, nøgler, toner, pauser, rytmer, taktart. Vil du udfordre den vidunderlige verden af musik og musikteori yderligere og mestre nodelæsning, er det en god ide at tage lektioner, synge i kor, spille et instrument eller bare følge med her på siden.
Læs for eksempel vores Kor-Hacks, der med små tips hurtigt gør kor-livet meget lettere (for at læse om kor-TIPs: se indlæggene nederst)
Nodelæsning er nøglen til at låse op for skatkammeret bag tæppet og forståelsen bag de berigende og fortryllende oplevelser, musikken bringer.
Husk at det kræver tid og øvelse, at blive god til nodelæsning - og husk at have det sjovt undervejs. Lad dit musikalske eventyr begynde! 🎵